50 WHISKYER DU SKAL SMAGE FØR DU DØR

En hitliste over 50 whiskyer, som den dannede whiskyelsker bør have stiftet bekendtskab med, før han/hun forlader denne jord – 50 whiskyer, der gør denne verden til et smukkere sted at være. Hitlisten er sat sammen af tre danske whiskykendere og -elskere, der i denne bog tager læserne med rundt i hele det forunderlige og mangfoldige whiskyunivers, og man kommer vidt omkring: Fra eksklusive skotske single malts over vellykkede blendede whiskyer til amerikanske bourbons.

Bogen er skrevet af Henrik Steen Andersen, Jens Linde og Jens Tholstrup

Jens Tholstrup der er en af forfatterne til bogen fortæller følgende:

Hvilke tanker ligger der bag bogen?

Lad mig slå fast med det samme, at vi ikke forventer at vores valg er ophøjet til noget der hverken må diskuteres eller stilles spørgsmålstegn ved - det er jo ikke en mellemøstlig religion. Men vi har taget et valg og står ved vores valgte halvtreds. Det vi ønskede at skrive om, vel at mærke på en tankevækkende, oplivende og personlig måde, var whiskyer, der flytter læseren, whiskynyderen og for den sags skyld skribenterne både smagsmæssigt og følelsesmæssigt. Men smag hører også sammen med historier og anekdoter - en række har vi oplevet på egen krop, og forhåbentlig findes de ganske underholdende. Det er en whiskybog med kant og med historier der med garanti aldrig er nedfældet før, og dog vil man kunne nikke genkendende til andre - og det er faktisk en behagelig tilbagelænende fornemmelse.

Vi tre forfattere har forskellig baggrund for at skrive om de forskellige whiskyer og jeg tror det er med til at give bogen en balance og kompleksitet. Jeg har selv boet i en række år på et destilleris matrikel, mellem to whiskylagre, og det er vel ikke det værste udgangspunkt. På et fællesmøde blev vi relativt hurtigt enige om de første 40 - 45 stykker - nogle ganske overraskende, for vi bevæger os ikke kun rundt i de dybe dale i Højlandet eller på tørveduftende øer og leder efter uopdagede uudtalelige destillerier (jo det gør vi også!) - vi mener ærligt og oprigtigt, at der er Lavlands whiskyer, blendede, amerikanske, canadiske og japanske, der virkelig er værd at beskæftige sig med.

Vores valg kan altid diskuteres, men det tager jeg med ophøjet ro. Jeg tror ikke jeg har været 100% enig med nogen om en liste på bare fem whiskyer, så hvorfor skulle jeg pludselig være det når det drejer sig om 50? Betyder det, at jeg er på tværs? Nej, jeg har bare min helt egen forudsætning for, at lige netop de smagsnuancer taler til mig. Jeg skyder skylden på arv og miljø. Man kan så spørge - hvorfor er den med, når den anden ikke er med. Tro mig, vi har duftet til rigtig meget og fundet noget fornærmende ringe - simpelthen noget der aldrig burde være kommet på fad, og da slet ikke flaske. Andet er gået videre til smagsrunden, og er så faldet fordi det ligger lidt for tæt op ad andre... Måske har den været for poleret, måske har den ikke flyttet bjerge. Det har måske handlet lidt om dagsformen, nøjagtig som ved en landsholdsudtagelse - og sådan en bliver der altid stillet spørgsmålstegn ved. Har man husket kaninen i hatten, burde man ikke have haft mere talent med, hvad med de erfarne... osv.

Hvordan har i udvalgt de whiskyer, som er bragt i bogen?

Udvælgelsen er sket ved, at vi hver især har skrevet en liste. Som nævnt fundet 40 - 45 vi alle var enige om, og så dufte, smage og diskutere et arsenal af andre bejlere, som vi kunne finde fælles fodslag på, og som havde det niveau vi ledte efter. Det krævede en række møder, politik, diplomati og forsøg med glas, is, vand og hvad til en smagning hører. Jeg har allerede fået fantastiske tilbagemeldinger fra læsere, som både er enige og uenige i valgene og som endda har sagt "Den har jeg aldrig tænkt på, måske jeg skulle prøve"... og det er dejligt at høre. Somt nævnt tidligere stiller langt de fleste spørgsmålet "hvorfor er ..... ikke med"? Tja, alt er til diskussion, men det er gode historier der følger de 50 whiskyer vi har valg.

Bogen er på 208 sider og udgivet af Gads Forlag

___________________

" 50 WHISKYER DU SKAL SMAGE FØR DU DØR er både oplysende og underholdende." - Kristeligt Dagblad


"Her er julegaven til yndere af drammen, som gør kvinder smukkere og mænd mandigere" - Politiken


"Den perfekte gave til manden eller kvinden, der alligevel ikke har alt (...) velgørende sobert og forfriskende sagligt (...) en behagelig, oplysende rejse gennem whiskyens verden" - Information

_____________________

Køb bogen på Whiskymessen og få den signeret af Jens Tholstrup